Kære forældre;

Hermed kommer fjerde og sidste brev. Jeg håber, I har haft glæde af de fire sendinger. Der kommer ikke flere breve til jer forældre, idet det er i 1g, at jeg gerne vil have en særlig kontakt. I løbet af 2g er de fleste fyldt 18, og så er situationen jo en anden i forhold til forældrekontakt.

Det sidste brev her bliver ikke så langt. Dels fordi, der ikke bliver så mange begivenheder at omtale, dels fordi jeg har skrevet de foreløbigt otte Coronabreve, hvor det aktuelle er omtalt. Jeg forventer i øvrigt et niende i den kommende weekend.
Jeg vil ikke her komme nærmere ind på hjemsendelsessituationen, men dog lige nævne at vi er fuldt klar over, at mange af jeres unge er pressede af hvordan tingene fungerer med virtuel undervisning dagen lang og ingen social kontakt. Vi arbejder på at afbøde toppen af belastningen, og det er jeg sikker på, at eleverne vil kunne mærke allerede fra næste uge, og måske allerede i denne.
Jeg vil så tilføje, at vi også er bevidste om, at der kan blive brug for pauser. Jeg vil naturligvis ikke opfordre til fravær eller til ikke at aflevere skriftlige opgaver, men vi ved godt, hvordan hverdagen opleves. Det bedste er at skrive til den enkelte lærer (ved afleveringer) om at en opgave ikke kan laves. Hvis der er brug for lidt mere pause, vil jeg gerne kontaktes. Og det er altså helt i orden at skulle have lidt luft!

Der bliver som omtalt i Coronabrevene ingen eksamen for 1g i år. Jeg har også beskrevet, hvordan året afsluttes i forhold til årskaraktererne og eventuelle prøver. Det sidste har vi ikke endeligt lagt os fast på, så det vil komme mere om senere. Vi afventer også statsministerens pressemøde om fase 2.

En af de obligatoriske årsprøver er det mundtlige forsvar for deres dansk-historieopgave, forkortet DHO. De afleverede opgaven i ugen efter påske, og nu skal de udarbejde et talepapir, der kan benyttes til årsprøven, hvor de vil få både respons og en karakter. Denne årsprøve afvikler vi, og den kommer til at ligge i ugerne 25 og 26. Virtuelt eller fysisk, hvis vi får lov til det.

Der er mødepligt til alle eksamensbegivenheder, herunder også årsprøver. Skulle jeres barn blive syg, skal skolen have besked herom fra morgenstunden. Der kan blive bedt om en lægeerklæring. Udeblivelse ses der på med største alvor, også selvom det er en årsprøve. Disse fungerer som træning til de egentlige eksamener og er bekendtgørelsesfastsatte. Det er af samme grund heller ikke muligt at tage tidligere afsted på ferie. Der vil være program helt frem til uge 26.

Karaktererne i de ikke-afsluttende fag offentliggøres i uge 26, og den præcise dato vil komme i et Coronabrev senere. Her vil eleverne også få at vide, om de eventuelt skulle have været til eksamen i et fag. Hvis det er tilfældet, vil årskarakteren i det pågældende fag også blive skrevet ind som eksamenskarakter og dermed tælle dobbelt.
Jeg vil som altid opfordre jer forældre til at se karaktererne og meget gerne også fraværstal. Skulle noget give anledning til bekymring, vil jeg bede jer kontakte skolen. Gerne studievejlederen ved mindre bekymringer, mens jeg står til rådighed ved større bekymringer. Det er meningen med denne kontakt, at vi skal have hjulpet vores unge mennesker så godt videre, som vi kan. Her skal forældre, skole og elev arbejde sammen. De fleste unge er ivrige efter selvstændigheden, hvilket vi skal respektere, men de fleste er stadig afhængig af netværket omkring dem.

Nogle karakterer kan falde som ret uforberedte for eleven, idet vi benytter betydeligt færre karakterer i hverdagen end tidligere. Fokus er flyttet til det, der kaldes formativ evaluering. Via denne skulle eleverne gerne vide nogenlunde, hvor de ligger, men erfaringen viser, at det nok langt fra altid er tilfældet. Hvis karakteren er uforståelig, kan eleven bede læreren om en begrundelse for karakteren. Dette gælder de fag, som eleven skal fortsætte med i 2g. I afsluttende fag skulle de gerne have et mere fast indtryk af deres niveau.

Alle fire klasser virker til at være veloplagte og velfungerende, og det er et stort privilegium. Vi ved dog også, at mange unge føler sig pressede og kan vende problemerne indad. Det er derfor vigtigt, at alle os omkring de unge er opmærksomme på deres trivsel. Vores erfaring er, at man ikke kan interessere sig for meget. Man kan derimod godt blande sig for meget. Svær balancegang, indrømmet, men de unge siger selv fra, hvis de behov for mere ”egentid”, rent mentalt.

Vi er ikke helt klar med studieturene endnu, men jeg regner med, at rejsemålene falder på plads inden midten af denne måned. Om og hvornår vi så kan komme afsted, er straks mere usikkert.

Undervisningen fortsætter i år helt frem til uge 25, fredag 19/6. Der kan komme DHO i uge 25. Grundlovsdag og fredag efter Kr. Himmelfartsdag har vi dog lukket og der er ingen undervisning. Vi har planlagt idræts-friluftsdag tirsdag 2/6 for alle 1g. Det er i skrivende stund svært at vide om den bliver gennemført, men også det vil vi kommunikere nærmere om.

Til slut vil jeg ønske alle en god sommer og takke for året, der desværre har fået en uforudset og kedelig afrunding. Vi glæder os allerede til opstarten i august, hvor vi håber på, at der er åbent for alle. Måske sker det allerede før sommer. Vi håber!

Med venlig hilsen

 

Sven Gaardbo
Rektor
Rønde Gymnasium