Kære elever – og forældre;

Jeg ved, at I alle kæmper hårdt ude ved hver jeres computer. Der bliver ganske meget skriftligt arbejde ud af denne tid og dagene kan sikkert nogle gange synes ensformige. Og stillesiddende.

Lærerne udveksler gode ideer for at kunne variere den virtuelle undervisning mest muligt, og jeg håber, at I alle har kunnet mærke en smule forandring.

Der er desværre ingen, der kan give bare et nogenlunde sobert bud på, hvornår tingene vender tilbage til normalen. Indtil videre retter vi ind efter 13. april som sidste dag, men ikke mange tror, det holder. Måske endda slet ikke. Det er derfor vigtigt, at I også giver feedback til lærerne, både hvad indhold/læring angår men også med arbejdsmængden.

Skulle lukningen fortsætte efter påske, vil vi begynde at tynde en smule ud i skemaet i 1g og 2g, således at der vil komme huller og vi forsøger i videst muligt omfang at gøre fjerde modul ledigt. Det vil dog ikke ske hver dag, og enkelte dage vil hullet komme inde i skemaet. Og det bliver altså ikke hver dag, at der kommer huller. For 3g er vi nødt til at opretholde tempoet, hvad antal moduler angår. Også her må I gerne kommunikere med lærerne, hvis det bliver for meget. Er det især enkelte lærere det drejer sig om, skal I kontakte dem direkte. Er det generelt, skal I involvere teamlærerne. Det sidste gælder alle tre årgange.

Indtil videre regner vi med, at 1g og 2g skal lave deres større opgaver i uge16 som planlagt. Ledelsen vil afholde et møde med de involverede lærere i næste uge for at afklare, hvorvidt vi er klar til opgaverne. Jeg gætter på, at det vil give lidt ”ro” i skemaet at få tre dage til én opgave.

Skriv endelig, hvis der er noget du/I vil have diskuteret eller forklaret. Og fortsat god vind med arbejdet!

Mvh

Sven Gaardbo
Rektor