.
.

Orienteringsmøder 2021

OPDATERING 16. januar: Undervisningsministeriet har netop meddelt, at Åbent hus-arrangementer ikke kan foregå med fysisk fremmøde på skolerne – heller ikke som individuelle rundvisninger, som vi har planlagt. Vi arbejder på en alternativ præsentation af skolen. Følg med på hjemmesiden. Alle, der har tilmeldt sig Åbent hus bliver kontaktet direkte.

 

Corona har i høj grad påvirket årets gang på Rønde Gymnasium. Vi har bl.a. skullet finde alternativer til alle større fællesarrangementer – således også vores orienteringsaften, som oprindeligt var annonceret til den 20. januar. I år tilbyder vi i stedet individuelle rundvisninger.

På Rønde Gymnasium kan vi tilbyde dig den almene studentereksamen, som med sin store bredde åbner for mange videregående uddannelser. Vi tilbyder 11 forskellige studieretninger og et bredt udvalg af valgfag, som du kan bruge til at skabe din egen retning. Her på hjemmesiden kan du læse mere om de enkelte studieretninger og se eksempler på, hvilke uddannelser, de giver adgang til.

Til rundvisningen står vi klar til at præsentere skolen for dig og dine forældre! Du får mulighed for at møde lærere og elever og få et indtryk af det faglige og sociale fællesskab, der er på gymnasiet.  Vi svarer også meget gerne på de spørgsmål, du måtte have til, hvordan det er at gå i gymnasiet, og hvilke fag der tilbydes.

Det er vigtigt, at du tilmelder dig en rundvisning, hvis du gerne vil komme på besøg. Det foregår mandag til torsdag i uge 3 – fra den 18.-21. januar 2021. Man kan tilmelde sig i tidsrummet kl. 16-19 en af de fire dage. Vi starter rundvisningen hver halve time. Ved tilmelding bedes du angive dit navn, ønsket dato og tidspunkt, antal ledsagere (1-2) samt et telefonnummer (i tilfælde af, at det bliver nødvendigt med smitteopsporing efterfølgende). Man skal bære mundbind under rundvisningen. Tilmelding senest den 13. januar på kontor@roende-gym.dk.

Vi håber at se dig og dine forældre, og vi ser frem til at vise gymnasiet frem. I mellemtiden skal du være velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål. Du kan også se mere fra dagligdagen på vores Facebook og Instagram.

Hvis du ikke kan komme i hverdagene i uge 3, holder vi et mindre  informationsmøde lørdag den 23. januar kl. 11 – specielt henvendt til dem, som ikke kan komme i uge 3 – ligeledes med tilmelding.