.
.

Kære forældre;

Vi har som alle andre undervisningsinstitutioner på ingen tid måttet finde på metoder, der kunne sikre vores unges skolegang og læring i en periode med hjemsendelse. Vi er ikke helt ubekendt med virtuelt tilrettelagt og gennemført undervisning, men det er klart at omfanget her er en ny udfordring.

Og det er en udfordring for både undervisere og elever. Vi taler meget sammen indbyrdes i lærergruppen, virtuelt naturligvis, om hvordan vi kan tilrettelægge elevernes hverdag, så de får en dag, der ligner en skoledag. Med den store mangel, at mødet mellem os mennesker skal erstattes. Det er noget, vi alle lige skal lære.

Jeg har hørt fra ganske mange forældre og elever og beskeden er ret enslydende. Det bliver lange, lidt ensformige dage, hvor tre-fire moduler afløses af lektier og skriftlige afleveringer. Helt grundlæggende skal vi vænne os til, at sådan ser hverdagen ud lige nu og forhåbentlig ikke så længe, men det kan vi jo ikke vide noget om. Jeg kan se, at lærerne er i fuld gang med at udveksle små tips til, hvordan vi kan få gjort dagene mere uensartede og jeg har videresendt de bemærkninger, eleverne har sendt om besværlige arbejdsgange og vanskelige processer.

Det er også nyt for eleverne, at de med dette system er på hele tiden. Der skal stemples ind på en mere direkte facon end i hverdagen, og det kan synes belastende.

Vi arbejder videre på at variere, gøre processer mindre tunge og på at afhjælpe for store arbejdsbyrder. Ikke mindst i 3g. Jeg ved, at langt de fleste elever, har taget udfordringen op og klør på med krum hals og det vil jeg gerne også takke jer forældre for. Det er forudsætningen for, at vi overhovedet kan få virtuel undervisning til at fungere.

Mvh. Sven Gaardbo
Rektor